Her er det store cast til musicalen MATADOR
Pressemeddelelse.
Mød bl.a. Nicolai Jørgensen som Mads Skjern, Lea Thiim Harder som Ingeborg, Anette Heick som Elisabeth Friis, Carsten Svendsen som Kristen Skjern, Jon Lange som Hans Christian Varnæs, Marie Dalsgaard som Maude, Gordon Kennedy som Grisehandler Larsen, Daimi Gentle som Fru Fernando Møhge, Ragnhild Kaasgaard som Misse Møhge, Søren Torpegaard Lund som Daniel Skjern og mange flere.
Der er ni måneder til urpremieren på den nye store musical MATADOR, og i dag kan Hele Danmarks Musicalteater - treenigheden One and Only Musicals, Musikteatret Holstebro og Vejle Musikteater, der står bag opsætningen - med stolthed præsentere det store cast.
Publikum kan roligt glæde sig til at se Korsbæk blive vakt til live på scenen i det helt store musikalske udtræk. En lang række populære skuespillere, sangere og musicalstjerner står på rollelisten i denne helt nye musicalversion af Danmarkshistoriens mest elskede tv-serie, skrevet af Anders Thomas Jensen og Susanne Bier i tæt dialog med tv-seriens ophavskvinde Lise Nørgaard, og med sange af Burhan G og Lise Cabble, som skal arbejde sammen for første gang og skrive alle de nye sange til musicalen.
Nicolai Jørgensen og Lea Thiim Harder danner par
En mand kommer til byen. Det gjorde han i tv-serien, og det gør han også i den nye musical med Nicolai Jørgensen i rollen som Mads Skjern. Han er stormet frem som en af sin generations helt store stjerneskud i bl.a. tv-serierne Dag og nat og Badehotellet på TV 2 og Carmen Curlers på DR1, med bærende hovedroller i teaterklassikere som Den Vægelsindede og Jean de France og snart i Tivoli Revyen og titelrollen i den kommende komedie Viktor mod verden.
Over for ham bliver det musicalstjernen Lea Thiim Harder, der skal spille Mads Skjerns kone Ingeborg. Hun tog senest publikum og anmeldere med storm som Rizzo i den nye hitversion af Grease, og før det har hun også haft succes i musicals som The Book of Mormon og The Bodyguard - The Musical
som hun tilmed fik en Reumert-nominering for. Publikum kan se frem til at opleve nogle store duetter mellem Nicolai Jørgensen og Lea Thiim Harder.
Annette Heick og Carsten Svendsen som Elisabeth og Kristen
I musicalen MATADOR vil der også være fokus på kærlighedsforholdet mellem Elisabeth Friis og Mads Skjerns bror Kristen. Det bliver sanger, tv-vært, debattør og skuespiller Annette Heick, der skal træde i Helle Virkners fodspor, og rollen som Elisabeth Friis bliver hendes første på de skrå brædder siden Donna i Mamma Mia! i 2020.
Overfor hende ses skuespiller og musicalstjernen Carsten Svendsen, som i disse år er her der og alle vegne på danske musical- og revyscener, senest i Århus Revyen, snart i Tivolirevyen og til efteråret i Det Kongelige Teaters store musicalsatsning Som i himlen.
Jon Lange og Marie Dalsgaard som Hans Christian og Maude
Ingen MATADOR uden familien Varnæs, og her bliver det Jon Lange og Marie Dalsgaard, der har sagt ja til at spille henh. Hans Christian og Maude. Jon Lange har adskillige roller på teatret, tv og film på samvittigheden, senest bl.a. som Prins John i Robin Hood på Folketeatret og sidste efterår i én af hovedrollerne i filmsuccesen Alle for fire.
Marie Dalsgaard har medvirket i teaterkoncerter, musicals, teaterklassikere, revy, film og tv-serier de sidste godt og vel 15 år, bl.a. i Nick Cave Teaterkoncert på Aarhus Teater, Keld og Dirch på Nørrebro Teater og i Højskolesangbogen, balletten Farlige Forbindelser og som Eliza i My Fair Lady, alle på Det Kongelige Teater.
Daimi og Ragnhild Kaasgaard som Møhgerne
Også Møhgerne kommer til at få fremtrædende roller i musicalen. Folkekære Daimi Gentle har fået rollen som Fru Fernando Møhge, og hendes skuespillerkollega gennem mange år på Riddersalen, Ragnhild Kaasgaard, (nomineret til både en Bodil- og Robert-statuette for sin hovedrollepræstation i filmen Miss Viborg), skal spille Misse Møhge.
Gordon Kennedy som Grisehandler Larsen
Skuespiller, komiker og revystjerne Gordon Kennedy skal spille Grisehandler Larsen. Siden de glade 90’er-dage med Timm og Gordon har Gordon spillet et hav af roller på teatret, film og tv. Senest medvirkede han i filmkomedien Alle for fire, og for ikke så længe siden havde han også en markant rolle i et afsnit af den amerikanske actionserie Jack Ryan.
Katrine Larsen, Ulrik Varnæs, Daniel, Hr. Swann og alle de andre
I andre vigtige roller ses sangerinde Line Krogholm som grisehandlerens pragmatiske kone Katrine, den unge musicalstjerne Søren Torpegaard Lund som Mads Skjerns søn Daniel, Nanna Rossen som Ellen, René Wormak som UIrik Varnæs, Thomas Bang som Oberst Hackel og Viggo Skjold Hansen, Joakim Tranberg som Tjener Boldt, Rikke Bilde som Laura, Alberte Kyst som Regitze og endelig den dansk-svenske gårdhund Chili som Kvik!
Hvilke øvrige karakterer fra det enorme persongalleri, der dukker op i forestillingen, vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt, når aftalerne er faldet på plads.
For yderligere information, kontakt nedenstående.
HAVE Kommunikation & PR
Julie Qvick, mail: julie@have.dk, mobil: 22727556
Michael Feder, mail: michael@have.dk, mobil: 22434942
Om musicalen MATADOR
Musicalen MATADOR får premiere 15. februar næste år i Falkoner Salen og opføres derefter på Musikteatret Holstebro fra 17. april 2024 og Vejle Musikteater fra 1. maj 2024. MATADOR bliver en helt ny musical skabt fra bunden, som ikke har noget at gøre med DRs egen musicalversion af Matador fra 2007. Det er Susanne Bier og Anders Thomas Jensen, der har skrevet manuskriptet, i tæt dialog med tv-seriens ophavskvinde Lise Nørgaard. De får følgeskab af hitmagerne Burhan G og Grand Prix-dronningen Lise Cabble, som skal arbejde sammen for første gang og skrive alle de nye sange til musicalen. Og selvfølgelig er Bent Fabricius-Bjerres titelmelodi også med!
MATADOR bliver en festlig, varm og medrivende musikalsk fortælling om to konkurrerende familier, hvis skæbner med tiden væves tæt sammen. Et både storslået og nostalgisk drama om ambition, tradition og fornyelse, men også om mod, kærlighed og identitet. Musicalen bliver både et gensyn med alt det, vi kender – persongalleriet, de udødelige replikker og selve historien – og et møde med en række nye scener, situationer og dialogudvekslinger, som er skabt til den nye musical.
Handlingen:
Da Mads Skjern første gang kommer til Korsbæk, får han afslag på et lån fra
Hans Christian Varnæs. Det bliver starten på en dramatisk rejse, hvor Mads Skjern gradvist ændrer identitet fra ydmyg tilflytter til Korsbæks mest magtfulde mand - det naturlige overhoved for et respekteret familiedynasti, og tilmed direktør og ejer af byens største virksomhed. En succesfuld rejse, men bestemt ikke uden omkostninger for Mads Skjern og hans familie.
Fakta:
Det danske kreative hold:
- Originalt Manuskript: Lise Nørgaard, Anders Thomas Jensen og Susanne Bier
- Instruktør: Frede Gulbrandsen
- Koreograf: Anja Gaardbo
- Scenograf: Benjamin la Cour
- Kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen
- Kapelmester: Joakim Pedersen
- Producent: Rikke Lange
- Executive Producers: Susanne Bier og Jesper Winge Leisner
- Matador - The Musical præsenteres i samarbejde med DR.
Baseret på DR’s TV-serie ”Matador” manus af Lise Nørgaard mfl., instruktion Erik Balling. Med tilladelse fra Nordisk Film Production A/S på vegne af instruktør Erik Balling
Produktionssamarbejde: Hele Danmarks Musicalteater, bestående af One and Only Musicals, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro
Rollelisten:
- Mads Skjern – Nicolai Jørgensen
- Ingeborg – Lea Thiim Harder
- Elisabeth Friis – Annette Heick
- Kristen Skjern – Carsten Svendsen
- Hans Christian Varnæs – Jon Lange
- Maude – Marie Dalsgaard
- Fru Fernando Møhge - Daimi
- Misse Møhge – Ragnhild Kaasgaard
- Grisehandler Larsen – Gordon Kennedy
- Katrine Larsen – Line Krogholm
- Ulrik Varnæs – René Workmark
- Oberst Hackel og Viggo Skjold Hansen – Thomas Bang
- Ellen - Nanna Rossen
- Daniel – Søren Torpegaard Lund
- Regitze – Alberte Kyst
- Laura - Rikke Bilde
- Joakim Tranberg - Tjener Boldt
- Kvik - Hunden Chili
- M.fl.
Premieredatoer:
Falkoner Salen, København: 15. februar 2024
Musikteatret Holstebro: 17. april 2024
Vejle Musikteater: 1. maj 2024
Spilletider:
Onsdag-fredag kl. kl. 19.30 i København og Vejle, kl. 20.00 i Holstebro
Lørdag kl. 15.00 og kl. 19.30 i København og Vejle, kl. 20.00 i Holstebro
Søndag kl. 15.00
Priser:
Fra 298 – 1298 kr. (ekskl. billetgebyr på 50 kr.) Køb eller reserver billetter uden billetgebyr eller binding frem til den 15. oktober 2023.
Billetbestilling:
Billetsalget er i gang på www.matadormusical.dk