Stjernerne
Kristine Yde
Kristine Yde er uddannet på Dansestudiet i Århus og på Det Danske Musicalakademi i Fredericia. Hun har medvirket i revy, film og TV-serier. Hertil kommer bærende roller i musicals som f.eks. Singing in the Rain, Mamma Mia, Aladdin og Dirty Dancing.
Biografi
Kristine Yde kan både kalde sig musicalstjerne og Disney-prinsesse. Hun er uddannet fra Dansestudiet i Århus i 2005, og i 2008 afsluttede hun endnu en uddannelse på Det Danske Musicalakademi i Fredericia. Siden er det blevet til roller i filmene Klassefesten og Hvidsten Gruppen plus TV-serierne Forbrydelsen og Når støvet har lagt sig. I 2022-sæsonen var Kristine også med i Nykøbing F. Revyen.
Musicals har en særlig plads i Kristines hjerte, og hun har gjort karriere med roller i The Sound of Music og hovedroller i Singing in the Rain, Mamma Mia og Aladdin. Et højdepunkt for Kristine var, da hun vandt Reumerts Talentpris, for rollen som Sofie i Mamma Mia i 2010. Et andet højdepunkt er hovedrollen som Baby i musicalen Dirty Dancing på Musikhuset Aarhus.
Kristine har også markeret sig i Disney-universet med en hovedrolle som Ariel i Den Lille Havfrue og senere Jasmin i Aladdin. Hun har også lagt stemme til Anna fra Disney’s tegnefilm Frost.