”Matador som musical er en triumf”
Se de flotte anmeldelser på Matador.
Anders Thomas Jensen er både som manuskriptforfatter og instruktør et efterspurgt navn. Mest kendt er han for sine film, men fortælletalentet kan også opleves i musicals, hvor Thomas senest har været manuskriptforfatter til Den Skaldede Frisør.
Anders Thomas Jensen søgte forgæves ind på Den Danske Filmskole to gange, og begyndte i stedet at læse retorik på Københavns Universitet. Hans filmdrømme kunne dog ikke slukkes, og han bidrog som medforfatter til flere kortfilm. Sammen med gymnasievennen, Thomas Villum Jensen, skrev og instruerede han Ernst og lyset, som gav en Oscar-nominering. Hans anden kortfilm, Wolfgang, blev også nomineret til en Oscar, og tredje gang var lykkens gang, idet Valgaften fra 1998 vandt en Oscar for bedste kortfilm.
I 2000 debuterede Thomas som selvstændig filminstruktør med Blinkende lygter, som blev en kæmpe publikumssucces. Den efterfulgtes af De grønne slagtere og Adams æbler, der også blander sort humor med et bizart persongalleri.
Thomas har skrevet omkring 50 filmmanuskripter og blandt andet arbejdet meget sammen med Susanne Bier. Han var manuskriptforfatter til Elsker dig for evigt, Brødre, Efter brylluppet og Hævnen fra 2010, der både vandt en Golden Globe og en Oscar for bedste udenlandske film. Samarbejdet fortsatte og resulterede i kærlighedskomedien Den Skaldede Frisør fra 2013, som også høstede en lang række priser i ind- og udland.
Med stilsikker hånd har Thomas desuden skrevet manuskripter til musicals som Olsenbanden & Den Russiske Juvel, Den Skaldede Frisør og musicalen Matador.