”Matador som musical er en triumf”
Se de flotte anmeldelser på Matador.
Annette Heick er umulig at sætte i bås. Hun er uddannet ejendomsmægler, har arbejdet som journalist, men det er som entertainer hun er blevet folkeeje. Annette er sanger, sangskriver og en ægte musicalstjerne med roller i de største danske opsætninger.
Annette Heick er et barn af showbiz, for hun er – som alle ved – datter af Keld og Hilda Heick. Og det har givet hende både medvind og modvind på vejen mod at blive artist og entertainer i sin egen ret.
Som kun 15-årig storhittede Annette sammen med Tommy Seebach i 1988 med sangen Du skælder mig hele tiden ud, som i øvrigt var skrevet af hendes far. I 2005 udsendte hun debutalbummet Right Time, og i 2012 kom opfølgeren Grænseløs. Annette har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix flere gange, måske bedst husket fra 2007 med sangen Copenhagen Airport, som hun var medforfatter på. Udover sin egen optræden var Annette Grand Prix-vært tre år i træk fra 2016 til 2018.
Annette blev i 2003 et kultfænomen på TV som den japanske journalist Ushi Heiku, der med en troskyldig mine stillede ultrapinlige spørgsmål og fik danske kendisser på glatis. Hun har også været klummeskribent og debattør i Mads & Monopolet. Endvidere er Annette en efterspurgt tegnefilmsdubber og har bl.a. Disney-kontrakt på rollen som Andersine. I 2011 var hun nomineret til en Robert for bedste kvindelige hovedrolle i filmen Olsen Banden på de bonede gulve.
I 2011 fik Annette sit store scenegennembrud i musicalen Wicked, hvor hun spillede heksen Glinda. I kølvandet på succesen fulgte hovedroller i bl.a. My fair lady, Evita, Mamma Mia, Pennevenner og som Elisabeth Friis i musicalversionen af Matador.
Se de flotte anmeldelser på Matador.
Matador musical.
Matador musical
Hør sangen 'Den første gang' fra Matador musical