”Matador som musical er en triumf”
Se de flotte anmeldelser på Matador.
Gordon Kennedy er uddannet fra Aarhus Teater i 1992. Efter gennembruddet i DR-programmet Transit har han udfoldet sig i en bred vifte af genrer på TV, film og teater. Gordons timing og musikalitet har også banet vej for store musicalroller.
Gordon Kennedy afsluttede i 1992 sin uddannelse som skuespiller fra Aarhus Teater, men havde allerede haft en lille rolle som ”langbenet tysker” i besættelsesfilmen, De nøgne træer. Gordon rager nemlig godt op i landskabet, og hans tydelige talent fanger også opmærksomheden.
Starten af Gordons karriere præges af samarbejdet med Timm Vladimir og deres optræden i bl.a. Vladimir og Kennedy og DR’s ungdomsprogram Transit, hvor deres godnathistorier for voksne fik kultstatus. Iført badekåber fortalte de en kort – og meget grum – historie og sluttede med ”godnat og sov godt”, som blev en folkekær vending.
Udover filmroller i bl.a. Alle for én, Pusher, Olsenbanden, Rembrandt og et par Far til fire-film, har Gordon medvirket i TV-serier som f.eks. Riget, Bryggeren, Dybt vand, Skjulte spor og Langt fra Las Vegas. Han dukker også op i internationale produktioner som f.eks. actionserien, Jack Ryan.
Komisk talent og sikker timing har gjort Gordon til en efterspurgt tegnefilmsdubber og en populær revyskuespiller. I 2007 modtog han Årets Dirch som bedste revykunstner. I 2014 og 2017 instruerede han Græsted Revyen, som begge gange blev kåret til Årets Revy. På musicalscenen har Gordon medvirket i bl.a. Robin Hood, Mamma Mia og nu også Matador.