Passioneret og frygtløs
Karen Blixen The Musical er en farverig fortælling om den unge og fandenivoldske Karen Blixen, der på intet tidspunkt stod tilbage for nogen mand. Hendes passion, fordomsfrihed og stærke ambition om at udrette noget stort var hendes adelsmærke. Hun var født feminist, langt forud for sin tid.
Hun var intelligent, uforudsigelig og foretrak en god fortælling, fremfor sandheden. Hun frygtede intet, ud over kedsomheden eller datidens mandchauvinisme. Karen længtes altid efter kærligheden. Hun fandt den, men mistede den igen under tragiske omstændigheder. Den afrikanske farm gik fallit og verden faldt sammen omkring hende. Men tro mod sine idealer, fandt hun en ny vej frem.
Naturen indtager scenen
Karen Blixens kærlighed til den afrikanske natur var endeløs. Netop den kærlighed er udgangspunktet for den fabulerende, vildt voksende og overdådig scenografi, der vil bringe varmen, pulsen og de tusinde lyde fra den afrikanske nat ind på scenen. En storslået og fantasifuld visuel oplevelse, der sammen med nye, fantastiske sange vil hensætte publikum til den afrikanske savanne og fortællingen om en ung kvinde, der ville erobre verden – og gjorde det.
Anbefalet aldersgrænse 7 år.